01-11-24
De
første briller.
Hvorfor blev jeg ikke drengen med brillerne, på vores vej?
En lidt underlig
historie, om hvordan det føltes som 5-6 år gammel, at skulle bruge briller
igennem hele min opvækst, og ikke blev opfordret til at have dem på.
Konstatering.
Selv her efter rigtig mange år, efter jeg var begyndt
at bruge briller, husker jeg helt tydeligt tilbage som knapt 6 år gammel,
da jeg fik den besked til en lægeundersøgelse, (1955) at jeg nok havde brug
for briller. Lægen henviste herefter til et besøg hos øjenlægen. Så sad vi
pludselig i venteværelset! Der var flere børn som mig, som ventede på at komme
ind, også nogle med briller på. Der blev talt mødrene i mellem om, hvor streng øjenlægen var, og han
altid udskrev briller til børn, som de blev tvunget til at have på
efterfølgende. Så blev mit navn nævnt!
Ind og få dryppet øjne og så vente.… Alt var nu helt
sløret, og så selve synsprøven, - det var fakta, at jeg skulle have briller.
Mener at styrken i de første, var over 3 på begge øjne
samt noget bygningsfejl. Jeg forstod at han
fortalte, at jeg skulle begynde med at bruge dem når jeg skulle se fjernsyn,
læse, tegne og lege med Lego. Han sagde samtidig, at vi skulle få undersøgt
synet hos en optiker en gang om året de næste år frem, da det godt
kunne ændre sig begge veje, imens jeg voksede. Øjenlægen har vel tænkt som
en selvfølgelighed, at jeg skulle have dem på når de var klar, men sagde det
ikke direkte. På vej hjem fra øjenlægen Bellahøj, skulle vi ind til
Optikeren i Husum med recepten og finde passene briller. Det blev gennemsigtige
af plastik med elastik metal brillestænger rundt bag ørene. Det
var underligt at sætte noget foran øjnene og noget som strammede
omkring ørene. Optikeren sagde at det skulle være nogle som sad godt fast når
det var til børn, så det var der nok en bagtanke ved! Men ellers ingen tanker om at skulle have briller på, hos
mig. Jeg kendte ingen i min familie eller blandt mine legekammerater som havde
det på det tidspunkt, kun min mormor. Som jeg husker det, talte vi slet ikke om
mit behov for briller ved aftensmaden, da min far kom hjem, og heller ikke
efterfølgende, men mine forældre har vel talt sammen omkring det.
Ca. en uge efter skulle de prøves og hentes. Optikeren
hentede bakken med de færdige briller i baglokalet, og satte dem på mig. Jo alt
blev stort og klart, når jeg så på den tavle som han gav mig i
hånden, men underligt og det føltes ligesom at jeg blev svimmel når
jeg så ud gennem butiksruden og rundt i butikken, og skulle se mig i et
spejl. Uha, og mine øjne bag de tykke runde skinnende brilleglas, jeg syntes
slet ikke at de lignede dem som jeg prøvede ugen før, og jeg så helt forkert ud
med dem på, og fik et chok, ”at dem skulle jeg ikke have på” - af med dem,
men de var næsten ikke til at tage af, med brillestænger som gik
rundt om ørene, jeg følte det som jeg blev kvalt af dem. Min mor betalte, og de
lå på disken og skinnede i lyset, så sagde optikeren meget bestemt, at dem
skulle jeg tage på igen, for dem kunne jeg ikke undvære! Han tog dem og
ville give dem til mig, for jeg skulle selv prøve at tage dem på. Jeg trådte et
skridt om bag min mor, og stivnede af rædsel ved tanken om dem. Jeg var helt
uforberedt på at det skete, nok mest fordi vi ikke havde talt om det hjemme.
Min mor sagde at øjenlægen havde fortalt at de skulle bruges til at læse med
”Så dem prøver vi der hjemme”. Jeg følte mig virkelig reddet, - troede jeg.
Optikeren lagde dem i et etui, og sagde igen, at de var nødvendige, og jeg
ville hurtigt blive fortrolig med at have dem på. Mine ben rystede stadig under
mig, da vi forlod butikken. Da vi kom hjem måtte tage dem på igen, hvor min mor
fortalte, at jeg nok kom til at bruge dem, når jeg skulle begynde i skole, og
ikke mere om dem. Gik ind på mit værelse, hvor jeg lagde dem i en skuffe,
Jeg håbede egentligt, at jeg kunne glemme alt om denne ”oplevelse” men nej,
sådan gik det ikke, det var kun en udsættelse af problemerne, Jeg tror virkeligt
mine forældre havde en frygt for at jeg skulle bruge briller, som direkte blev
overført til mig. -Ja, her skulle min mor bare have sagt, at dem beholder du
selvfølgelig på nu, for dem har du brug for, og alt var blevet meget lettere,
og jeg havde sikkert hurtigt accepteret, at jeg skulle bruge dem fremover.
Det havde været så fint, da min legekammerat også kom
med briller på, kort efter. Hans forældre valgte at han skulle have dem på,
måske fordi hans far også havde det, og skulle begynde i skole efter sommerferien.
Her kunne min mor nemt have benyttet lejligheden til at sige, at jeg skulle
også tage mine på, vi legede næsten altid sammen, og kunne være fælles om dette
”nye”! Nej sådan blev det ikke!
Der var næsten altid nogle som fik lov til at se
fjernsyn hos os, for dengang var der ikke så mange som havde det. Var jeg her
blevet bedt om at tage dem på, så havde det været helt naturligt for mig når vi
skulle se fjernsyn, - ja så havde jeg ikke dannet mærkelige billeder, hvor
slemt det vil være for mig at have dem på sammen med andre!
Jeg blev stadig ikke opfordret til at tage dem på, når
jeg fik lyst til at læse, eller skulle lege, som øjenlægen havde sagt, så jeg
troede mest, at det var noget der ville gå over af sig selv. Af og til tog jeg
dem frem når jeg var alene på mit værelse, gik lidt rundt med dem på helt
skjult, og så i et Anders And blad samt sneg mig hen til vinduet for at se
ned på gaden bag gardinet, jo alt var meget tydeligt, og samtidigt lidt
spændende og egentligt rart! Jeg beholdte denne hemmelighed helt for mig selv,
omkring mit behov for briller, og skjult for alle mine legekammerater hjemme
hvor vi boede, hele min barndom og ungdom.
Skolestart
Der gik knapt et par år, efter besøget hos
øjenlægen, hvor jeg nu som 7 år skulle begynde på Katolsk Central Skole, på
Nørrebrogade/Fælledvej i første klasse. Stadig uden de blev brugt, -kun
med mine egne små skjulte forsøg!
Da vi stod uden for, og skulle til at gå ind, spurgte
min mor om jeg havde brillerne med i skoletasken. Nej, de var der hjemme… men
som hun sagde den første dag, får du nok ikke brug for dem. Næste dag blev
de lagt i skoletasken, der var ingen forældre med inde i klasselokalet de næste
dage, min mor fulgte mig kun til og fra skole den første uges tid. Men
brillerne blev i tasken, og sådan gik det også efterfølgende. Ingen i klassen
havde briller i begyndelsen, så jeg tog selv beslutningen, at det havde jeg nok
heller ikke brug for; men jeg havde dem troligt med hver dag i skoletasken, og
havde konstant dårlig samvittighed, med ikke at tage dem på. Nå ja, min mor skulle
havde sagt, at dem skulle jeg tage på, når jeg var på skolen. Ja- eller hvis hun havde sagt ”Nu begynder Skolen, og du er nu blevet så
stor, at dem tager du på hjemmefra, inden vi tager af sted og beholder dem på
fremover, ligesom min legekammerat ”. Jeg var jo blevet advaret, og alt det nye
på skolen havde helt sikkert overskygget det, at jeg nu skulle have brillerne
på, ” og min historie om dem havde
sluttet her.
Nye briller igen - og stadig ingen kontrol.
Det gik
nogenlunde uden brillerne i skolen. Min mor spurgte kun et par enkelte gange om
jeg nu huskede at bruge dem, og jeg svarede ”Ja, selvfølgelig ” og ikke mere
snak om dem, og slet ingen kontrol!
Igen skete det samme, hos optikeren når vi hentede nye
briller, at dem skulle jeg selvfølgelig beholde på … Men det blev endnu engang
afvist. I den mellemliggende periode af optikerbesøg, fik jeg ofte tanken, at
min mor pludselig kom en dag og sagde, at nu skulle jeg tage dem på, for jeg
var godt klar over at det ikke blev rigtigt godt før det skete, og inderst inde
forberedt på, at jeg skulle, og var nødt til have brillerne på altid.
I anden klasse kom en af drengene en dag med briller
på, og kort tid efter også en pige. Det satte selvfølgelig nogle tanker i gang,
– men mine blev stadig i tasken!
Til en lægeundersøgelse hos vores læge i starten af 3.
klasse, tog min mor brillerne med, ligesom når vi besøgte optikeren. Der måtte jeg
tage dem på, når vi nåede til synstesten. Det gik fint og lægen spurgte os,
hvorfor jeg ikke havde dem på, for det var helt sikkert bedst for mig.… Min mor
svarede at det havde øjenlægen bestemt! Her kunne det nemt være sket, ---Men
nej, det blev heller ikke denne gang jeg fik dem på!’
Som tiden gik, brugte jeg dem mere og mere når jeg var
på mit værelse, når jeg lavede lektier, og havde fundet ud af, at de
virkelig hjalp mig. Når jeg var alene hjemme, tog jeg dem flere gange på, og følte
det spændende at gå rundt i lejligheden. Og fortalte mig selv at det blev
godt når jeg fik dem på. Problemerne voksede stille og roligt med ikke at kunne
se, Jeg blev jo ældre og mere bevist, men stadig det at skulle tage på, når der
var andre tilstede, det kunne jeg ikke overskue!
Hvorfor nævnte mine forældre aldrig mit behov for
briller, når der var andre på besøg, familie, venner, og legekammerater? Så
havde de jo nok spurgt mig om de måtte se dem, og at jeg skulle prøve at tage
dem på? Dette havde helt sikkert medført at det ikke var så svært, når alle vidste
at jeg havde briller, og så på et tidspunkt, havde det været helt naturligt for
mig at beholde dem på.
Tænkte ofte på hvor let min legekammerat fra
naboopgangen havde det i skolen, og andre som også havde briller på dengang.
Engang da vi sad på hans værelse, spurgte han om jeg ville prøve hans, jeg
tøvede lidt og tog dem på, jeg så nogenlunde med dem og syntes at de lignede
mine. Jeg sagde at alt svimlede med dem på. Her fik jeg virkelig lyst til at
fortælle ham om min hemmelighed. Men så sagde han, at jeg så sjov ud med dem,
så forsvandt lysten til at fortælle ham om mine! Jeg syntes også, han så
mærkelig og forkert ud, uden briller!
Så skete det.
Jeg havde længe følt behovet for at tage dem på i
skolen, og det var nogle uger før efterårsferien i 4. klasse, hvor jeg gav op!
Det var grænseoverskridende, men tog dem på, og holdt mine hænder rundt om
kinderne for at skjule dem. Da klokken ringede til frikvarter blev de omgående
taget af, og ned i tasken... Flere kom hen til mit bord og sagde, at det var
dejligt for mig, og jeg måtte tage dem på igen, så de rigtigt kunne se dem, og
fortalte mig at de var pæne! Så stod jeg pludselig der foran mine
skolekammerater med briller på! Jeg fortalte at jeg havde haft dem et godt
stykke tid, og det var svært for mig at tage dem på. Her sagde de at det var da
noget pjat og dem skulle jeg selvfølgelig bare have på, ligesom de 2 andre i
klassen, og andre som havde brug for det! Jeg erkendte at det burde jeg også
gøre, og alle der vidste nu at jeg havde briller, og klassekammeraterne sagde
at jeg skulle beholde dem på! Jeg lyttede og gjorde det…. Det var lidt
underligt den første gang, at have dem på i skolegården og nu være udenfor, det
føltes ligesom om alle der, så på mig, men alt var dejligt klart og stort, ja
og nu havde jeg overvundet min angst på skolen for mit brillebehov, og slet
ikke så slemt som jeg havde forestillet mig…. Ja og nu endelig med dem på, og
med en god samvittighed…. Men det var kun på skolen.
Samtidigt dejligt, samt lidt underligt med den frihed
til, at kunne se alt på tavlen og i bøgerne helt tydeligt, når jeg kom tilbage
i klasseværelset. Specielt husker jeg den oplevelse jeg fik i skolens kirke, for
første gang med briller på, og kunne se malerierne og skulpturerne som jeg ikke
havde set på samme måde før…..
Nogle
dage efter, hvor jeg ikke tog dem på til en time, mest for at prøve om jeg
kunne undvære dem, Her sagde klasselæreren, at jeg havde fået brillerne for at
jeg skulle bruge dem, og omgående tage dem på. Hun sagde samtidig at jeg skulle
have dem på når jeg var på skolen, ellers ville hun skrive i ”Meddelelsesbogen”
til mine forældre, så skulle jeg nok få det lært! Jeg tog dem straks på igen, og
lidt flovt over for mine klassekammerater!
En dag lå de på skolebordet og her glemte jeg dem
helt. Her foreslog en anden lærer mig, at jeg skulle tage dem på hjemmefra om
morgenen, og det eneste rigtige var at beholde dem på, så jeg ikke glemte dem,
og forklarede, hvor vigtige de var for mig! Mine klassekammerater nævnte også
lige meget hvor vi var, at jeg skulle huske at have dem på. – Så på skolen og sammen med skolekammeraterne,
varede det ikke længe før, jeg ikke længere turde være uden briller, lige inden
jeg steg på sporvognen om morgenen, tog jeg dem på, og havde dem på hele
skoledagen, også udflugter. Først lige inden jeg nåede Sløjfen i Husum igen,
blev de lagt i skoletasken. Tænkte ofte på når jeg viste mit sporvognskort, at jeg
ikke havde briller på billedet, men det blev aldrig nævnt. Mærkeligt at jeg
slet ikke tænkte på at jeg kunne komme til at møde nogen jeg kendte på vejen i
sporvognen og dermed blevet afsløret med briller på. Klasselæren skrev før
juleferien i Meddelelsesbogen til mine forældre, sammen med karakterbogen, at
jeg blandt andet altid var flink til at have brillerne på, når jeg var på
skolen, som min mor kvitterede for, uden en eneste lyd. På det tidspunkt havde
været nemt hvis mine forældre havde bedt mig om at tage dem på der hjemme. For
jeg tog dem alligevel på igen, hver gang jeg lavede lektier på mit værelse! I
ferier og fridage savnede jeg egentligt også brillerne og var faktisk blevet
afhængig af dem. Men hvorfor at jeg ikke beholdte dem på ved jeg stadig ikke!
På skolen, hørte jeg aldrig mere om mine briller, og
når jeg var på besøg hos et par kammerater på vejen hjem fra skole i Bellahøj og
Brønshøj, hvor vi fik varm chokolade af deres mor, var det nu altid med briller,
ja jeg nød fornemmelsen, og ønskede virkelig at jeg også turde at have dem på
derhjemme.
I begyndelsen af 5. klasse, kom min mor en dag efter
skole, hvor vi skulle videre ind til byen for at købe tøj og sko til mig. Min
mor stod udenfor indgangen til skolen. Jeg kom ud med dem på som jeg plejede, og
jeg var nu helt klar til at beholde dem på! - På vej ind mod Centrum, hvor vi
igen tog sporvognen. Da vi var nået til Strøget, stod vi af, og efter vi havde gået
et godt stykke, her opdagede min mor først, at jeg havde dem på, og sagde
overraskende! ”Du har jo glemt at tage brillerne af”. Jeg sagde intet, og tog
dem af og ned i tasken! - En oplagt chance! Tænk hvis hun havde sagt dejligt at du har
dem på, og dem beholder du på nu? Det havde været perfekt, at fået fjernet
alt det hemmelighedskræmmeri omkring brillerne, inden jeg blev teenager, som
ikke gjorde det nemmere, pludselig at skulle tage dem på!
Ny optiker, og nye briller!
lysten til at beholde dem på blev ikke mindre, og før
sommerferien i slutningen af 5. klasse, var det igen tid til nye. Da dagen kom,
passede det mig fint, når jeg nu skulle begynde på den nye skole. Jeg foreslog
min mor, om det skulle foregå hos optikeren i Herlev, tæt på min mors arbejde
og OK med det. Jeg var nu helt klar til at skulle have brillerne på
hele tiden, Min mor havde som sædvanlig dem med i sin taske, og gav dem til
optikeren. Valget blev til helt brune rektangulære, i stedet for runde, lidt
mere en junior/voksen model, og så tog hun videre på arbejde. Da vi gik
hjemmefra, havde jeg virkelig lyst til at tage dem på, men nej, alt blev som
det plejede…
Synstesten måtte optikeren og jeg selv klare! - Det
blev det ikke bedre af, - igen en stigning af styrken, - jo brillerne var
nødvendige! Han fortalte mig, at synet ikke blev bedre af, at jeg ikke havde
dem på! Han spurgte samtidig, hvornår jeg havde fået de første? Jeg
mente, det var ca. 5 - 6 år siden. Han så alvorligt på mig, og sagde, at han
syntes at jeg skulle tage dem på, for det var da helt galt uden. Jeg
svarede, at jeg ville vente indtil de nye skulle hentes, han sagde: ” Jo
før jo bedre for din egen skyld, og du kan hente dem om en uge”! Jeg sagde at
jeg skulle lige vende mig til tanken, om at have dem på hele tiden. - Nej jeg
kunne ikke beslutte mig, og jeg var lidt rystet over at det nu var
alvor! Havde min mor været der, så kunne jeg ikke have undgået det!
- Men hvorfor tog jeg dem ikke bare på, når jeg nu brugte brillerne det meste
af dagen, det handlede bare om den sidste del fra sporvognen og hjem, og sammen
med mine hjemlige kammerater og familien, jeg var jo forberedt på at det skulle
ske, og jeg var glad for at have dem på i skoletiden?
Jeg gik de næste dage og så frem til at jeg nu skulle have
de nye briller på, og klar til at begynde på den ny skole efter sommerferien.
Efter næsten 2 år med dem på i skolen og for første gang glædede jeg mig til,
at vi skulle hente de nye! – Tiden nærmede sig. Men da dagen kom, hvor de
skulle hentes, sagde min mor ” At hun skulle på arbejde hele dagen, da hendes
kollega, som hun delte arbejdsdagen med var blevet syg. Så brillerne må du selv
hente i eftermiddag! "
Jeg tog alene til Herlev, og jeg tog mine gamle
briller på et stykke før optikeren. Da
jeg kom sagde optikeren, det glæder mig at se at du allerede har dine briller
på – Da han havde tilpasset de nye briller til mig, sagde han, som forventet,
”Vi har en aftale om, at nu går det ikke længere uden ”, han sagde samtidig at
de var rigtig pæne til mig, og jeg ville blive glad for de nye. Jeg svarede at
det føltes rart! Havde min mor været med, så havde han forklaret hende, at
synet havde ændret sig siden besøget hos øjenlægen, og hun måtte forstå
nødvendigheden for at jeg skulle have dem på nu… Jo, dejligt at kunne se
ordentligt, og godt at få dem på igen. Da jeg gik ud af døren fra
optikeren for at tage min cykel, stadig helt opsat på at beholde dem på. Men så
kom tvivlen, og kunne ikke overskue at cykle forbi hvor min mor arbejdede! Og
hvad ville der ske, når hun kom hjem? Eller hvis jeg nu mødte nogen som jeg
kendte? Alt var kaos for mig…. Her havde jeg virkelig brug for at min mor var
med! Jeg beholdte dem på, indtil at jeg var nået et stykke væk fra
butikken, men så blev de taget af, og tænkte at, jeg kunne jo vente med at tage
dem på, til jeg skulle begynde efter sommerferien, på den nye skole. Da jeg kom
hjem tog jeg dem alligevel på igen. ” Jeg fortalte mig selv, ja nødvendige
var de, og nu med en ny styrke ”, og beholdte dem på indtil, at min mor satte
nøglen i hoveddøren! - Men der blev de taget af og lagt i
skuffen igen, jeg kunne ikke, og intet blev fortalt! Min mor spurgte om de nye
briller var pæne, jeg svarede bare, ” ja fine”, og ikke mere snak om dem.
Mærkeligt med de få ord omkring de briller! Havde min
mor dog bare bedt mig om at tage dem på, og fået set mig dem. Bare tanken om at
fortælle hvad optikeren havde sagt, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på
mig af en eller anden grund som jeg ikke kendte, tror jeg var bange for at
skuffe mine forældre ved at have briller på.
Det var også uheldigt at min mors kollega blev syg,
lige den dag hvor de skulle hentes, og havde hørt hvor vigtige de var, og så
havde det været helt uundgåeligt at forlade optikeren uden briller!
Fødselsdag, Skoleskift og tankerne!
Først i sommerferien, blev jeg inviteret til
fødselsdag i Bellahøj, hos min tidligere skolekammerat. Vi skulle alle
mødes i deres hus på Utterslev Torv, til sodavand og tilbehør, og
derfra videre i biografen og se en film. Jeg er sikker på at det var en
Paw film, i Palads Teateret. På vej til sporvognen i Husum, tog jeg som
sædvanlig brillerne på! Igen kom tankerne om, hvad optikeren havde sagt! Og nu
kunne jeg ligeså godt beholde dem på til jeg kom hjem igen. Tankerne fløj
stadig rundt i mit hoved omkring dem. - Jeg stod af ved Bellahøj, og gik mod
huset ved Gadekæret, hvor vi skulle mødes, jo det var godt at have dem på igen,
og flere fra skolen bemærkede at jeg havde fået nye briller.
Ja, og turen ind til byen til Paladsbiografen med
sporvognen, det føltes fuldstændig som når jeg var på udflugt med skolen! Da vi
var nået ind i biografsalen og sad der, var det rart at se filmen helt
tydeligt, og jeg tænkte slet ikke på at jeg havde dem på da vi forlod
biografens mørke igen. Udenfor biografen sagde vi farvel og tak for en god
dag, og derefter tog vi hjem hver for sig. En kammerat og jeg, tog med S toget,
og han stod af et par stationer efter Valby. Jeg beholdte dem på, hele
turen hjem til Husum. Da jeg var kommet op ad trappen til Islevhus Vej, og da
jeg var nået igennem stisystemet, bagom til, hvor November Vej møder
Fredriksunds Vej, var tanken…… at beholde dem på det sidste stykke hjem ca. 250
m, her midt på eftermiddagen. Jeg havde aldrig været så tæt på vores hjem med
briller på før! Men nej…… Hvad ville min mor sige til det? -og kom
hjem uden. - Min mor spurgte ellers om jeg havde haft brillerne på, for
jeg havde mærker på næsen?
Jeg blev lidt flov, og tænkte at jeg ligeså godt kunne
have beholdt dem på, når de alligevel havde ”sladret”! Jeg svarede ja,
ligesom på skolen. Gik så ind på værelset og lagde dem på mit skrivebord. Men
hvorfor spurgte hun ikke igen ”prøv at tage dem på” Og fået set de nye briller?
Fået sat en snak i gang omkring brugen af dem, nu hvor jeg igen havde forsøgt
at have dem på! Nej stadig ikke et ord om dem, og det havde ellers været
passende!
Mine tilløb, her i ferietiden til at beholde dem på
fortsatte! Jeg tog dem på hver dag, når min mor tog på arbejde, når jeg var
hjemme i lejligheden, indtil at hun kom hjem igen. men modet til at beholde dem
på manglede stadig!
Kort tid efter tog vi på 14 dages sommerferie, først
til Hvide Sande ved Esbjerg på telttur, samt derefter en uges Kro ophold på
Nordfyn, hos min fars moster. Her havde jeg pakket brillerne i min taske. På
denne tur drømte jeg om at mine forældre, ville foreslå at jeg skulle tage dem
på, jeg var nu igen klar til at beholde dem på. Jeg havde lagt dem i min taske
i brilleetuiet! Husker at jeg en dag tog dem ud af etuiet, de lå øverst og
skinnede meget i øjenfaldende i min åbne taske, og kunne også let
falde ud. –Og håbede. --Nej intet
skete!
Jeg kunne selv have taget initiativet til at tage dem
på! – Men det kunne jeg ikke, - det at tage dem på i mine forældres nærvær, det
var for meget! Men havde de bedt mig om at gøre det, ja så havde jeg gjort det,
og en uge med briller på campingpladsen så havde det været overstået. Jeg
manglede fortsat kun det skub fra deres side. Og havde de sagt nogle gange ”
prøv dog at tage dine briller på, og hvorfor ser vi dig aldrig med dem på? ” I
flere år læste min mor tekster højt fra TV skærmen. Jeg sagde, at jeg ikke
kunne nå at læse teksten så hurtigt, men realiteten var den, at jeg ikke kunne
se teksten ordentligt. Dette må mine forældre kunne have gennemskuet? Og sagt,
”at jeg skulle tage dem på, og se om det ikke blev bedre” – Så havde jeg helt sikkert
overvundet, at have dem på når vi var sammen i stuen, og fundet modet frem, til
efterhånden at beholde dem på! … Sådan forløb hele sommerferien med de
nye briller, som ofte var i mine tanker. Men ingen fremskridt med hensyn til at
tage dem på!
Den Nye Skole
Begyndte efter sommerferien, på den ny skole, (Mørkhøj
Skole) tæt på hvor vi boede i 6. klasse. Som jeg tidligere havde tænkt, og
efter mine forsøg inden, og til fødselsdagen i sommerferien med brillerne på,
og med den gode oplevelse som det var, så ville jeg helt sikkert tage dem på i
timerne. Men da jeg sad der, uden. Uha da, her kendte jeg næsten alle i
klassen fra vejen hvor vi boede, og de skulle ikke se mig med briller
på. Jeg forsøgte ellers en enkelt gang at række min arm ned i skoletasken og
tog fat i brilleetuiet, men det blev ved det ene forsøg den dag, og
efterfølgende blev det til rigtig mange, men samme resultat! De blev stadig
liggende. Jeg husker at jeg skulle rejse mig op, og fortælle, som de andre nye
i klassen, hvilken skole at jeg kom fra, og hvor jeg boede! Tænk, hvor godt det
havde været, hvis jeg havde haft dem på den første dag, så var alt blevet meget
nemmere for mig! - Et par uger efter skolestart på den nye skole, fik et
par piger fra vores klasse også briller, her fortalte klasselæreren os alle, at
dem skulle de bruge for at kunne se ordentligt. Kort efter havde de dem på hele
tiden, og ingen af os kammerater kommenterede eller talte om det… Jeg tænkte
bare!
Men min angst for at tage dem på i skolen kom helt
sikkert fordi jeg hurtigt fandt ud af, at tonen imellem drengene var meget rå,
hvis man udskilte sig, bare en lille smule fra flokken, så var der kontant
afregning mod offeret! Der var blandt andet en dreng fra en parallel klasse som
blev drillet rigtig meget for sine briller, der var flere fra min klasse som
var med til det ”det blinde svin med hinkestene, brilleabe, Mozart samt andre
grimme ting som at tage hans briller fra ham, og fjolle rundt med dem på og gøre
ham helt til grin og ked af det”. På skolen jeg kom fra, var der en helt
anden kultur og en helt anden tone, hvor man hjalp hinanden med alt, og mobning
blev slet ikke tolereret, eller hvad den slags blev kaldt dengang. Dette
medførte at jeg konstant havde dårlig samvittighed og en angst for at tage
brillerne på…. På skolen fandt jeg hele tiden på en ny undskyldning for ikke at
tage dem på!
Jeg husker også, når min mor og far tog til
forældremøder på skolen, sad jeg hjemme, og så det hele for mig. Når de kom
hjem, og havde talt med lærerne om jeg måske havde brug for briller, og
opdaget, at jeg ikke brugte dem på skolen, og derfor var det svært for mig, de
var vrede og skuffet over mig! Og nødt til at tvinge mig til, den næste morgen
at tage dem på hjemmefra, når de ikke kunne stole på mig, men intet blev sagt!
Eller, jeg kunne også se og høre min klasselærer næste skoledag, komme hen til
mit bord og sige højt, så alle mine klassekammerater kunne høre det, at nu
skulle jeg tage mine briller på som jeg havde i min skoletaske. Det havde mine
forældre aftalt med hende ”Men så, havde mine trængsler sluttet her på skolen”.
Det var virkelig et mareridt for mig, men det skete heller ikke! Andet end at
jeg var en flink rar og høflig dreng, der havde lidt svært ved at læse og
talbehandling.
Hver gang jeg så nogle, som havde fået briller i
skolegården tænkte jeg, bare det var mig!!!
Det blev en ny passion, at vise mig med briller på i
smug.
Når jeg havde fri fra skole, cyklede jeg ofte til den
tidligere skole og der hvor mine gamle skolekammerater boede. Spændingen var,
at møde dem, og nydelsen ved at have dem på. Jeg tænkte også, hvis jeg var
fortsat på den skole, så havde jeg nok haft dem på hele tiden, og ikke haft
alle de problemer i skolen. Det var endda mit eget valg at skifte skole på det
tidspunkt! Jeg inviterede aldrig nogen hjem fra den gamle skole, for de kendte
mig jo kun med briller på, det kunne jeg ikke overskue at skulle forklare,
hvorfor jeg ikke havde dem på hjemme!
En dag hvor jeg skulle til tandlægen efter skoletid,
mine forældre havde altid aftentider, jeg tog brillerne på i opgangen, og
det handlede igen om at vise mig med dem på…. Imens kunne jeg læse i et blad
til det blev min tur, og gå ind til tandlægen med dem på! Jeg kom bag efter til
at tænke på, bare nu ikke tandlægen eller damen som tog i mod, fortalte mine
forældre, at jeg havde fået briller, men det hørte jeg aldrig noget om! Damen
sagde ellers til mig, at de var pæne, og det var godt for mig. Efter den dag
havde jeg dem på hver gang jeg kom der, lige indtil at jeg flyttede fra området,
hvor jeg herefter havde dem på altid.
Det samme skete når jeg skulle klippes hos frisøren,
som også lå et godt stykke vej fra hvor vi boede, så på med brillerne udenfor,
og en dejlig fornemmelse når jeg var blevet sat i stolen og fået frisørslaget
på, og han tog dem af og lagde dem foran på bordet under spejlet. Så
klipningen, og når frisøren igen satte dem på, når han var færdig og tog sit
runde spejl, og gik om bag mig, og spurgte om det var o k, og om jeg var
tilfreds med klipningen… Det var stort at se mig selv med brillerne på i
spejlet, betale, og ud igen af salonen og af med dem... og så hjem.
Det blev også til en cykeltur til optikeren i Herlev
og få rettet brillerne… Ja og en enkelt gang blev jeg fotograferet af en
automat i Herlev Bio med brillerne på, og gemte billederne i min pung. Spændende
at have 3 billeder med dem på….. Og så
videre ud på den anden side af Herlev mod Ballerup. Der var en bagvej tilbage
mod der hvor vi boede, og igen tænkte jeg på at beholde dem på, men som
sædvanlig blev de taget af inden jeg nåede ind i ”risikozonen” for at møde
nogle jeg kendte. Jeg blev mere og mere modig og tog også nogle chancer ind i
mellem. Min mor nævnte aldrig mere omkring de mærker på næsen efter brug af
brillerne som jeg ofte selv opdagede, hvor jeg tænkte – afsløret igen! Men hun
har måske tænkt at, så brugte jeg dem! - og det gjorde jeg jo også, men bare
ikke det rigtige sted, på Skolen! Det gav mig et kick, hver gang jeg cyklede et
sted hen og tog dem på. Ud over at jeg følte jeg havde udfordret mig, og det
var min helt egen hemmelighed. Jeg levede faktisk et dobbelt liv i hele
min skoletid, et med briller på skjult, og et uden. Min mission var stadig at
blive opdaget med dem på, og tvunget til at beholde dem på?
Første rigtige planlagte tiltag til at beholde
brillerne på.
Efter start på den nye skole og nye briller. - Ja,
først og mest optikerens klare tale inden sommerferien, og med mine forsøg i
erindringen, havde jeg planlagt at skulle på efterårsferie (nu 13 år gammel) hos
min farmor i provinsen.
Jeg havde taget beslutningen, at jeg ville tage dem på
i toget, og beholde dem på - For nu skulle det være! På den ferie ville jeg
prøve hvordan følelsen var at have dem på fra morgen til aften. Hvis det gik
godt, så ville jeg beholde dem på efter ferien. Jeg havde efter de første 3
måneder på den nye skole, indset at jeg aldrig fik taget mig sammen til at tage
dem på, og så kunne jeg slippe af med det ”spøgelse” som jeg havde i min
skoletaske! Jeg havde længe følt mig meget presset til at have dem på, på
skolen, især da det blev mørkere i vejret. Jeg dømte om, at mit besvær nu
ville slutte! - Jo, jeg ville beholde dem på nu! På vej til
Hovedbanegården skulle jeg nok her lørdag, sidst på formiddagen lige efter
skole, fortalt min mor hvad min plan for ferien var. Men intet blev sagt. -Vi
fandt toget jeg skulle med.
Vinke farvel, og lige så snart at toget havde sat i
gang, tog jeg dem på. Jeg tænkte på, næste gang jeg mødte min mor og far,
så havde jeg ”briller” på, den tanke var spændende, og det blev dejligt, at
slippe af med problemerne og alle tankerne omkring dem. Der var uendelig lang
tid indtil jeg skulle hentes hjem igen…. Nød togturen med og kunne læse mit
medbragte blad, dejligt. Jeg følte en god fornemmelse, med beslutningen!
Efter en god times togtur kom jeg til
bestemmelsesstedet, og på trods af, lidt nervøsitet beholdte jeg dem på, og
afventede spændt om der var nogle kommentarer fra min farmor! Her bød hun mig
velkommen på perronen, vi gik mod busholdepladsen og tænkte, at det var
mærkeligt at hun slet ikke sagde noget. Først da vi var nået til byen vi skulle
til, sagde hun ”Nå, jeg ser at du har fået briller? ”. Jeg fortalte, at det
havde jeg haft i flere år, og hvad optikeren, havde fortalt da jeg fik nye!
Hun svarede, at de var pæne til mig, og ikke et eneste ord mere om dem resten
af ugen! Den første dag, kunne jeg slet ikke forestille mig andet end, at jeg
ville beholde dem på fremover. Ja, alt gik ligesom jeg havde ønsket.
Jeg havde en ferielegekammerat som var nabo til min
farmor, ham besøgte jeg umiddelbart efter jeg havde pakket ud. Han var et år
ældre end mig, og havde fået briller et par år tidligere. Jeg husker at det var
i en sommerferie, hvor jeg også besøgte min farmor, hvor han fik sine. Jeg var
lidt misundelig, fordi han kom med brillerne på direkte fra optikeren, og beholdte
dem på. Hans mor åbnede døren og sagde, ”nåh, du har også fået briller” jeg
svarede ja, og nød virkeligt at hun lagde mærke til det. Her sagde min kammerat
til mig, at briller klæder da også en "Københavnerdreng" og dem ville
jeg da blive glad for, og så samtidig kunne se ordentligt. Hans lillesøster
sagde at de var pæne! Jeg fortalte, at jeg havde haft svært ved at skulle bruge
dem og havde haft det i flere år, - det forstod de ikke; men som han sagde til
mig, nu havde jeg da endelig fået taget mig sammen! Men hvad de
ikke vidste, var, at det var den første dag sådan næsten officielt!
Det var en rigtig god begyndelse på ferieugen!
Efter vi havde spist aftensmad, ringede vi hjem til
mine forældre, og fortalte at jeg var kommet godt frem. Jeg husker en underlig
fornemmelse ved at tale i telefon med brillerne på, det var ligesom de så på
mig gennem telefonen, og telefonrøret ramte brillestangen ved øret og gav en
lyd. Her kom jeg pludseligt til at tænke på, hvis min farmor også ville tale
med dem, og fortalte at jeg havde briller på, og hvad ville der så
ske? - men det skete ikke. Egentligt havde det været rigtigt godt,
for så havde de været forberedt, når de kom for at hente mig ugen efter!
Herefter havde jeg en rigtig dejlig uge, og nød hver
eneste dag, med de fordele ved at kunne se normalt. Jeg fik ikke en eneste
tanke om at tage dem af, og dejligt at kunne tage brillerne på som det første,
om morgenen og som det sidste, tage dem af ved sengetid om aftenen, og kunne
læse og se fjernsyn når jeg havde lyst. Dem som jeg kendte, noget familie langt
ude og min farmors venner, nævnte ikke et ord om brillerne, når vi mødte
dem i byen eller når de kom på besøg hos min farmor.
Dejligt, at gå en tur ind til byen, havnen og
stationen og forbi byens skole, (hvor tankerne var hjemme på min egen skole) og
nød fornemmelsen med at have dem på, uden at tænke på når jeg kom tilbage til
min farmor, så kunne jeg bare beholde dem på! Jeg drømte stadig om, når jeg kom
hjem, at jeg selvfølgelig ville beholde dem på når mine forældre kom for at
hente mig. Jeg glædede mig til at gennemføre min plan og nyde friheden med at
kunne se normalt i hjemlige omgivelser især på skolen, jo, jeg så virkelig frem
til det….
Søndagen efter skulle mine forældre komme i bil, de
skulle spise frokost og drikke kaffe inden
hjemturen.
Om formiddagen hjalp jeg min farmor med at gøre
frokostbordet i køkkenet og kaffebordet klar i stuen. Ca. en halv time før
at de skulle komme, pakkede jeg mine ting sammen i min taske, og som den sidste
ting blev brillerne taget af … og jeg husker klart fornemmelsen som jeg fik,
efter en uge med dem på, og friheden til at se var nu helt væk. Jeg
prøvede lige at se i et af mine blade, og jeg kunne næsten ikke se teksten,
følte at mit syn var blevet dårligere; helt uventet og skræmmende! Jeg følte
også at jeg havde mærker på min næse, og ganske rigtigt, præcis som efter
biografbesøget. Tog dem på igen, og tænkte, at det var jo rart nok, og ville
"tvinge mig " til at beholde dem på. Jeg kæmpede, imens tiden gik
hurtigt mod, hvor mine forældre skulle komme. Men som så mange gange før, måtte
jeg tage dem af, jeg turde simpelthen ikke at beholde dem på. Så blev de pakket
ned igen… ganske få minutter før mine forældre kom! Min farmor sagde intet til,
at jeg havde taget brillerne af. ---Men nej desværre, ikke denne gang! Min
inderste frygt for at have brillerne på sejrede endnu engang…. Trist!
Så kom min mor og far!
Mine forældre kom, (De spurgte selvfølgelig ikke,
hvorfor jeg ikke havde brillerne på, og havde jeg haft det, så havde det jo nok
startet nogle spørgsmål omkring dem, som også var tanken med min test) Vi havde
en rigtig hyggelig frokost med hyggesnak, imens jeg tænkte på, at det havde
været rart, hvis jeg havde beholdt dem på, for så havde det været overstået!
Da vi var nået
til at drikke kaffe i den ”fine stue, - her sprang bomben. Min farmor fortalte,
som det var, at jeg havde brillerne på da jeg kom med toget, og jeg havde haft
dem på hele ugen, og fortalt, at jeg var nødt til at have dem på. Og hvorfor
har du så taget dem af her til formiddag? Spurgte hun”. Ja med den afsløring,
mærkede jeg nu koldsveden, og ønskede mest af alt, at jeg lå under sofaen, og
jeg havde overset noget som jeg ikke lige forventede ville ske ved min test, og
så blev der tavshed, som jeg husker varede en evighed, men så svarede
min mor ”Nej, øjenlægen fortalte os dengang, at de kun skulle bruges til at
læse med, og at hun kunne godt se, at jeg havde mærker på næsen hvor de havde
siddet”. Og sagde, ” det var tænkeligt at det var nødvendigt, da jeg brugte dem
i skolen og det flere gange havde været på tale, når jeg fik nye briller, men
det må vi jo se på når vi kommer hjem”. Her blev jeg igen helt varm i hovedet
og flov. Nej, og ikke mere snak om briller hos min farmor den dag. Min far
sagde ikke en lyd! Og ikke et eneste ord i bilen på vejen hjem om mit
brilleforsøg. Men det værste var nok, at mine forældre slet ikke var klar over,
at jeg ikke brugte brillerne på skolen, og heller ikke fik det gjort de næste
år frem.
Det var en underlig afslutning på min ellers, så godt
planlagte efterårsferie……. Mine forældre kunne let have holdt mig til,
efter dette forsøg, da vi sad i bilen eller da vi kom hjem sidst på
eftermiddagen, og bedt mig om at tage brillerne på igen, når jeg nu alligevel
havde haft dem på en hel uge, så kunne jeg lige så godt fortsætte med det!
Hvis ferien havde sluttet som min plan var!
” Jeg fortrød bitterligt, da jeg kom hjem og begyndte
i skolen igen, med de sædvanlige problemer, at jeg ikke beholdte dem på
som planlagt. Så havde jeg for første gang haft dem på når jeg var sammen med
min far og mor! Rigtigt dejligt at det var overstået. Det havde selvfølgelig
været svært, den første morgen at tage dem på igen, men denne dag skulle bare
overstås! Og cykle til skolen, og møde skolekammerater på vejen. Gå igennem
skolegården, og ind i klassen og møde resten af mine skolekammerater, og ingen
vej tilbage! Dette havde været det sidste problem, udover jeg skulle mødes med
den øvrige familie og andre senere; men så havde mine daglige synsproblemer
været løst. Fantastisk, at kunne se perfekt. Men jeg så stadig kun de negative
ting og hvad andre ville tænke, og det kunne
jeg ikke overskue dengang!”
De gode uger går altid for hurtigt.
Med nogen eftertanke var dette forsøg i
efterårsferien, et råb om hjælp til at få brillerne på, men jeg kunne ikke tage
beslutningen! Underligt at jeg ikke hørte mere fra mine forældre efter
afsløringen og sagt, at jeg skulle tage brillerne på og sådan skulle det være
nu ... men sådan blev det åbenbart ikke opfattet, - eller ønskede de ikke
at jeg havde brillerne på? Jeg tænkte tilbage på min farmors reaktion da
jeg kom med toget, og alle dem som kendte mig der, bemærkede overhovedet ikke
at jeg havde briller på, og det havde nok været det samme hjemme hvor vi boede
og på skolen. Den frygt jeg havde, var noget jeg kun selv havde skabt i mit
hoved igennem årene!
Efter afsløringen brugte jeg dem kun, når jeg var helt
alene på mit værelse, og når jeg lavede lektier bag en lukket dør!
Pludselig fik min mor en god ide!
Noget tid efter, og inde i det nye år, spurgte min mor
en morgen, hvor jeg var på vej ud af døren til skole, ”Om jeg stadig huskede at
bruge brillerne i skolen, eller om jeg hellere skulle tage dem på nu? ” For som
hun sagde ” I efterårsferien og på den anden skole, gik det jo så godt med at
have brillerne på …. Optikeren og vores læge havde jo også fortalt, at det var
bedst. ” Det var i forbindelse med at en ældre kusine, som havde fået briller.
Jeg tror, det var gået op for min mor, at jeg også havde brug for dem! Men jeg
svarede, ”Ja selvfølgelig bruger jeg dem, og det var fint som det var”!
– Havde mine forældre dog bare fortsat presset på! Eller forlangt
at jeg skulle tage dem på nu! Så havde det været afklaret….
Ferie tider.
Jeg husker også tilbage på ferier når vi var i
sommerhus og på telttur, samt et år var vi ved Gardasøen, med fly, det var
stort dengang i 1963! Som altid havde jeg brillerne med i min taske, og havde
altid lyst til, og drømte stadig om at tage dem på når jeg var langt hjemme
fra, men jeg kunne stadig ikke gøre det, når mine forældre var tilstede. Kun
når jeg havde mit eget værelse, så brugte jeg dem der, og når jeg gik en tur
for mig selv, nød jeg at tage brillerne på når jeg var nået et stykke væk fra
sommerhus eller campingplads. Ja og hvorfor, stadig den angst over for mine
forældre, det ved jeg ikke, og det lyder mærkeligt, her tænker jeg på, hvis jeg
fik lyst til at sidde i stuen, og læse et blad eller en bog, og det kunne
jeg stadig ikke uden briller, så det skete aldrig – Underligt!
De første jobs.
Jeg havde et efter skole job hos den lokale Købmand
som bydreng, der skulle jeg veje kartofler og gulerødder af i poser i kælderen
under butikken, indtil der var nogle varer der skulle bringes ud. Det var
svært for mig uden briller, det var selvfølgelig besværligt!
Jeg havde et job mere, med at hjælpe varmemesteren,
med at slå græsplæner, feje om sommeren, og rydde sne om vinteren. Men i
ferietider solgte jeg vaskemønter til ejendommens vaskerier, der var en
ugentlig kontortid. Her måtte jeg have brillerne med for at lave møntregnskab,
og skrive aftaler ind i bogen om fejl i lejlighederne. Så når en beboer havde
forladt kontoret så var det på med brillerne og få registret salg og andet i
bogen, af igen og ned i skrivebordsskuffen, besværligt! ligesom jeg havde
tjansen, hvor jeg skiftede skaktposerne ud i ejendommen, dette gjorde så
tidligt om morgenen, hvor jeg var sikker på, at der aldrig kom nogen i
kælderen, her havde jeg dem på når jeg udførte det arbejde i den halvmørke
kælder! Det var spændende at have dem på, så tæt på hvor jeg boede
og samtidig rart at kunne se!
Når jeg skulle reparere min cykel/knallert, justere
gear, og lignende i vores kælderrum, måtte jeg også bruge brillerne,
her havde jeg sat en drejelås på døren, så den ikke kunne åbnes udefra.
Hvis nogle af mine kammerater kom forbi, så kunne jeg altid nå at tage dem af,
inden jeg åbnede for dem! Jeg fandt hurtigt på at tage et par forrige briller
med i kælderen og gemte dem på en reol, så lå de klar til brug.
Skolen.
Jeg hadede egentlig også at gå i skole, fordi jeg ikke
kunne se ordentligt og kom bagud af den årsag. Jeg blev på et tidspunkt sendt 2
dage på en ordblindeklinik for at blive testet, og der var jeg klog nok til at
tage brillerne på inden jeg gik ind på klinikken. Der var jo ikke nogen
jeg kendte, kun denne fremmede special lærer og mig. Og her fik jeg
konstateret at alt var normalt, med hensyn til det, og tilbage igen. Uden
briller, og tilbage til problemerne. Jeg vidste godt hvad der skulle til!
Ja, jeg husker fra en dansktime engang, hvor vi skulle
læse nogle gotiske bogstaver og jeg skulle læse højt og kunne ikke se hvad der
stod, og gik i stå, og her hviskede min sidekammerat, ”Geden ja man tror
det næppe” og det sagde jeg, men det rigtige var jo Heden, ja...... og så skreg
hele klassen af grin, klasselæren også. Så tog en anden over med at læse op.
Det var virkelig et nederlag, men ikke nok til, at brillerne kom frem.
Da det blev tid til konfirmationsforberedelsen i
kirken, her kunne jeg slet ikke se de små bogstaver i salmebogen, og var
ved at give op. Men hjemme lærte jeg de få ting udenad, og jeg klarede også
denne del uden briller. Tiden omkring konfirmation med familiefest og
skolefester, overvejede jeg, at når alt dette var overstået, så ville jeg tage
brillerne på. - Men det skete heller ikke!
En ting som jeg også husker var, at min mor fortalte
engang hjemme ved middagsbordet, at en kontorelev i hendes afdeling
på arbejdet, havde fået briller og hun fortalte at hun var så glad for at
nu kunne se bladene på træerne og fuglene, samt arbejdet på kontoret blev
meget lettere. Her tænkte jeg, at det ville være dejligt, hvis jeg også kunne
gøre det, men fik intet sagt, for det var ligesom ordet ”Briller” var et
tabu i min mund, bare det at sige det, var virkeligt svært for mig, og det lød
mærkeligt når jeg prøvede at sige ”brællar”. Min mor nævnte heller ikke her, at
jeg også burde have mine briller på …
Pludselig sad min mor en aften og syede med briller
på, og ikke længe efter havde hun dem på hele tiden. Det havde hun åbenbart
haft i lang tid, også før jeg fik mine første briller, og hun havde altid haft
behov for at bruge dem på arbejdet, og helt skjult for mig. Min mor arbejdede
før at jeg begyndte at gå i skole, på en telefon central (Nora/ Ægir og Taga.)
om aftenen for at kunne passe mig om dagen, indtil min far kom hjem!
Nyt skoleskift.
Efter 3 år på Mørkhøj Skole, hvor det ikke gik så godt
for mig, og årsagen kendte jeg bedst selv, valgte mine forældre for mig, at jeg
skulle skifte skole, igen til en privat skole, Ahms Kursus i Fiolstræde, i
centrum af København, og her var jeg lige blevet 15 år
. I forbindelse med dette skoleskift var det sidste
gang jeg fik besked på, at det var tid til nye briller. Også denne gang, uden
min mors hjælp. Det blev hos optikeren i Husum og var nu tilbage, hvor jeg fik
de første. Jeg havde brillerne på, da jeg skulle vælge nye, og da jeg hentede
dem, var det spændende at prøve det helt nye ”anti- refleks” så glassene ikke
gav så meget genskin. Ellers helt rutine med en ombytning og tilpasning, og
mine gamle briller lagt i de nyes etui og ud af butikken med dem på, et stykke
væk, og af med dem igen! Da jeg begyndte på skolen, tog jeg dem på, fra
den første time, der var ingen fordomme fra nogen med eller uden briller. Det
var dejligt, og jeg nød det virkeligt, at kunne se igen samt der var så meget
at indhente! Og fik da også 2 år efter, en rimelig god afsluttende Realeksamen.
I begyndelsen blev de taget af i de fleste pauser, men
kort efter beholdte jeg dem på hele skoledagen, også til en skolefest samt
et weekendbesøg i Helsingør hos en skolekammerat, og ikke en eneste lyd om dem.
Men stadig ikke hjemme, hvor jeg havde mine veninder, kammerater og mine
forældre, for de skulle stadig ikke se mig med dem på!
Jeg brugte ofte tiden, efter skole til at forlænge
dagen med brillerne på, inde i centrum, samt til og fra skolen, i toget
fuldstændig som på den første skole, men lige så snart jeg nærmede mig vores
hjem, blev de stadig taget af.
Jeg havde haft en kæreste, som jeg kom sammen med i
over et år. - Jeg husker fra den tid, mødte jeg hende pludseligt i toget på vej
hjem fra skole, hvor jeg ikke kunne nå at tage brillerne af da jeg opdagede
hende. Hun smilede og sagde, det var pænt med briller til mig. Og sagde,
at det var godt man kunne få briller, når man har brug for det”. Jo den
afsløring sveg, men det afholdte mig ikke fra at fortsætte med at have dem på.
Ikke særlig lang tid efter mødte jeg hende igen, denne gang en morgen i toget, her
sagde hun intet, kun hyggesnak. ”Endnu engang taget med briller på”. Ja, hvad
mon hun har tænkt? Og igen flov da hun stod af toget,
Året efter købte jeg for første gang selv, nye hos
optikeren på det lille torv, mellem Fiol Stræde og Nørregade lige overfor Nørre
Port Station. Det var sorte plastikbriller og købte samtidig mine første
solbriller der, de var også sorte med helt mørke /sorte glas, så man ikke kunne
se styrken i glassene, Dem brugte jeg, når jeg tog mine normale briller af, på
vej hjem fra skole det sidste stykke hjem, og brugte dem en del både hjemme og
hos kammerater, men stadig de normale briller på mit værelse i forbindelse med
lektierne.
Læreplads.
Da skolen var afsluttet! Fik jeg som ønsket tilbudt
læreplads på Frederiksberg som elektriker. Jeg startede på et 10 ugers
teknisk skoleophold, og brugte igen brillerne hele skoleperioden, fra den
første time til den sidste. Husker fra den tid at nogle fra skolen, som jeg
blev gode venner med. Vi var fire som spillede kort, hver vinter i hele
læretiden. Jeg havde altid brillerne på når vi var hos de andre, men aldrig når
vi var hjemme hos mig, og det blev jeg også drillet for! De andre kunne slet ikke
forstå at jeg ikke bare havde dem på altid. 4 perioder med skoleophold
fordelt i hele læretiden på i alt 4 år og 3 måneder. Herefter med
mellemliggende praktisk arbejde hos læremesteren, og her med briller af og
på når der blev arbejdet. Jeg havde forudset at jeg på et tidspunkt ville blive
sendt ud til den forretning, hvor ejeren havde skaffet mig lærepladsen. Det var
nogle af mine forældres venner og børnene havde været mine legekammerater, som
passede mig hvis mine forældre dengang skulle noget om aftenen. Det skete
så, at jeg skulle udføre arbejde der. Jeg valgte at tage brillerne på, på vejen
til forretningen, og gå ind med dem på, uha det føltes som rigtig lang vej hen
mod butiksdøren, og så ind ... Der var ikke en eneste kommentar om dem, og
heller ikke efterfølgende når vi mødtes hjemme, hvor jeg naturligvis ikke havde
dem på. Efter den dag tog jeg altid brillerne på, når jeg gik forbi deres
forretning og hilste på, fik en kop kaffe inden jeg gik videre, for at
servicere andre kunder på Frederiksberg. Når jeg passede firmaets lampebutik
alene om lørdagen, havde jeg også altid brillerne på.
Kørekort.
Da det blev tid til kørekort til bil, brugte jeg mine
meget mørke solbriller med styrke, som tidligere nævnt. Her havde jeg en skræk
for at der skulle komme til at stå i mit kørekort, at jeg skulle bruge briller
når jeg skulle køre bil. Jeg tænkte, hvis jeg tog mine solbriller med styrke på
og fortalte lægen (en speciel læge der kun lavede kørekort tjek på ”samlebånd”
på Vesterbro Torv, i stedet for vores egen læge) at jeg havde et bygkorn for
tiden, og derfor brugte jeg solbriller for at dæmpe lyset, og det gik, og jeg
så perfekt gennem mine styrkesolbriller og fik kørekort uden anmærkninger om at
skulle bruge briller... jeg brugte også solbrillerne da jeg havde køretimer med
kørelæreren og til den endelige køreprøve. - ... Selv efter mange år, står der
stadig ingen steder, at jeg skal benytte briller når jeg kører bil.
Fritid.
Når vi gik i byen fredag/lørdag aften med kammerater,
var det altid uden. Jeg var helt overbevist om jeg aldrig fandt en kæreste,
hvis jeg havde brillerne på. Samtidig vidste selv mine nærmeste kammerater, ud
over et par lærekammerater, stadig ikke at jeg havde brug for det, - Jeg
havde dem dog mere og mere på, men kunne ikke tage beslutningen! Omkring 17 til
22 år gammel, havde jeg flere kærester som også havde briller, og her forsøgte
jeg med mellemrum at bruge mine, når vi var i Biografen eller så fjernsyn, men
aldrig når mine eller deres forældre, eller mine kammerater var til stede. De
syntes også jeg var mærkelig, at jeg ikke havde dem på altid… .
Endelig en rigtig beslutning.
22 år gammel og efter jeg var udlært, og begyndt i et
nyt firma og skulle så efterfølgende læse videre, her besluttede jeg, at jeg
ville tage brillerne på, men først nye … Dette gjorde jeg fordi jeg havde
fået flere hentydninger fra mine venner. Tog som altid de gamle briller på, og
så ind til den optiker, der hvor jeg havde arbejdet som lærling, han
var en af lærefirmaets kunder. Jeg havde ofte hjulpet ham med arbejde i hans
private hjem og sommerhus, så vi byttede mit arbejde med nye briller. Han havde
altid kendt mig med briller på når jeg arbejdede i hans butik eller i privaten,
men han vidste ikke, at jeg kun brugte dem on/of på arbejdet og næsten aldrig
hjemme i fritiden. Jeg valgte nye briller, som var de dyreste og med de fineste
glas, og som kunne hentes omkring 14 dage senere. Tiden gik utroligt
langsomt, når jeg nu havde taget beslutningen... Det var en dejlig fornemmelse
at tage dem på. Jeg nød turen hjem, og til min store overraskelse, var der
ingen kommentarer fra kollegaer, venner, veninder eller familie, da jeg kom med
dem på. Kun et par venlige bemærkninger om de var pæne, og et par om hvordan
jeg kunne se uden førhen, når jeg nu pludselig havde så stærke briller. Jeg
fortalte at jeg havde haft det i mange år. Mine forældre nævnte ikke meget om
mine, andet end de havde bemærket det! - Det er først senere, jeg har haft
lyst til at fortælle dem, hvad de havde gjort imod mig… Men de er begge gået
bort for mange år siden, så den mulighed fik jeg ikke. Det er helt klart et
forældreansvar at sørge for deres børn bruger de hjælpemidler som de har behov
for. Den største barriere har helt sikkert været min mor, i forbindelse med
brugen af brillerne.
Tænk, at jeg hele min barndom levede alene med
det ”traume” ikke at kunne se som andre, på grund af mine forældres manglende
konsekvens, forfængelighed til at sige til mig, fra første færd, at brillerne
har du brug for, og dem skal du selvfølgelig have på, så havde det været et
helt naturligt for mig, resten af min barndom og ungdomstid, og givet mig meget
bedre muligheder efterfølgende, med hensyn til min senere uddannelse… Jeg tror
at min mor dengang prøvede at beskytte mig hos optikeren? Hun så angsten i mine
øjne, da optikeren sagde at jeg skulle tage brillerne på igen, og det var jo i
virkeligheden en ” Bjørne tjeneste” hun gjorde mig, ved at sige, det var
læsebriller jeg havde fået! Som kun var hendes fortolkning af hvad øjenlægen
fortalte! Jeg tror simpelt hen ikke på at børn selv kan administrere, det kun
at have dem på når man skal læse eller arbejde, og har man brug for briller, så
er der kun en mulighed, at beholde dem på fra første dag! Tænker ofte på,
at det er mærkeligt så mange år efter, at dette står helt klart for mig,
omkring behovet for brillerne i min barndom, og jeg forsøgte jo flere
gange at få opmærksomhed for at få dem på. Dette har virkeligt påvirket mig, og
fyldt rigtigt meget. Tænk på al den energi, der er gået tabt på grund af den
tid jeg har tilbragt ved at tage tilløb til at bruge dem, og alle de tænkte
tanker til ingen nytte, havde den tid blevet brugt til fordybelse og
dygtiggørelse i den vigtigste tid af et barns liv og udvikling, hvad havde det
ikke kunne givet mig og ført til? Jeg ser også ind imellem, ”billeder” af mig,
som det ville have set ud 6-22 år gammel med briller på, og set mit liv, som en
glad dreng, samt mit skoleforløb som en givende oplevelse, i stedet for den
dystre hukommelse jeg har, med frygt for at skulle vise mig med dem på, og de
minder fra den tid, som jeg har beskrevet enkelte begivenheder fra, med og uden
briller. Gudskelov, er forældre i dag, mere oplyste og ved, at man skal gøre
alt for deres børns trivsel, end dengang for så længe siden. Så mange år efter,
er jeg helt sikker på at det jeg har oplevet, vil man i dag kalde
for omsorgssvigt!
Det ville være godt, såfremt at nogle havde lyst til at skrive en kommentar
SvarSlet